Kort (geografi) - Terschelling (Gemeente Terschelling)

(Frisisk: ) er en vadehavsø og en kommune i den nederlandske provins Frisland. Nord for Terschelling ligger Nordsøen, syd for øen ligger Vadehavet. Vest for Terschelling ligger Vlieland og i øst Ameland. Øen, der i 2016 havde 4.832 indbyggere, ligger ca. 15 km nord for den nederlandske fastlandskyst. De vigtigste indtægtskilder er turisme og landbrug. I højsæsonen er der tre gange så mange mennesker på øen som resten af året.

På Terschelling taler man enten nederlandske- (West-Terschelling) eller frisiske dialekter. (Midsland, Hoorn, Oosterend). På frisisk hedder øen Skylge.

Der er færgeforbindelse fra hovedbyen West-Terschelling til Harlingen og Vlieland.

Øen opstod i middelalderen efter et sandbanke med navnet De Schelling voksede sammen med den østligere ø Wexalia. Navnet Wexalia, Wuxalia eller Wecsile lå der hvor den østlige delen af Terschelling ligger i dag. Allerede i middelalderen går navnet Wexalia (og lignende skriveformer) ud af brugen. Den sidste gang sandbanken er nævnt er i en fredsaftale mellem den daværende leder på Terschelling, Folkerus Reijner Popma og Edward IV af England i 1482.

De ældste tegn på bosættelse på Terschelling er på en høj i Seerijp eller Striep, hvor der blev bygget en lille kirke i midten af 800-tallet. Højen blev senere brugt som gravsted og har efterfølgende fået navnet "Strieperkerkhof" (Seerijp/Striep kirkegård).

Tidligere kunne man gå til øen over Vadehavet fra Dijkshorn i Friesland til Hoorn, som var hovedstaden på øen dengang. Derfor regner man også med at de første som bosatte sig på Terschelling var frisere. Efter stormfloden i 1287, også kaldt St. Hubertusvloed (sankt Hubertflod), blev Terschelling delt helt fra fastlandet. Da øen nu ikke mere kunne nås til fods blev byen West-Terschelling den vigtigste bosætning på øen. Øen Griend, der tilhører Terschelling kommune, blev affolket som et resultat af stormfloden. Nu er Griend et fuglereservat og beskyttet område.

Det fiskeri- og søfartsorienterede West-Terschelling i vest og de landbrugsorienterede landsbyer i øst blev splittet. I 1612 førte splittelsen til at øen blev delt i to administrative enheder, Oost-Terschelling og West-Terschelling. Den vestlige del blev styret fra West-Terschelling og den østlige fra Midsland. Først efter den franske besættelse i starten af 1800-tallet blev Terschelling igen én kommune, styret fra West-Terschelling.

I 1666 blev West-Terschelling angrebet af engelske styrker under den Den anden engelsk-hollandske krig 1664-67. Den engelske flåde planlagde egentlig at angribe den nederlandske handelsflåden ved naboøen Vlieland. De nederlandske skibene trak sig tilbage i retning mod Terschelling, englændere fulgte efter. Efter at have sænket 150 nederlandske skibe, gik de i land ved havnen i West-Terschelling. Englændere brændte hele byen West-Terschelling ned til grunden, det eneste bygningsværk, der overlevede var fyrtårnet Brandaris. Hendelsen er kendt som Holmes' Bonfire efter admiral Robert Holmes, der ledte den engelske flåde. Året efter, i 1667, slog nederlændere under ledelse af admiral Michiel Adriaenszoon de Ruyter tilbage ved Raidet på Medway, der blev afslutningen på krigen.

Terschelling har gennem historien skiftevis tilhørt (Nord-)Holland og Friesland i flere omgange. Sidste gang Terschelling blev overført fra Noord-Holland til Friesland var i 1942 under den tyske besættelsesmagt.